Priser på bus og metro i Rom

Du vil finde priser på bus og metro i Rom, som er lavere i forhold til dem du kender fra Danmark.

[wpseo_breadcrumb]

Hvad er prisen på en bus- eller metrobillet i Rom?

En såkaldt BIT-billet til bus, sporvogn og/eller metro koster € 1,50. Med den stemplede billet har du ret til at rejse i 100 minutter og/eller tage en tur med metroen. Du kan naturligvis skifte mellem metrolinjerne med samme billet. Turen i metro kan kombineres med en rejse i bus før og/eller efter, så længe du holder dig inden for de 100 minutter.

Husk at billetten skal stemples når du påbegynder din første rejse med bus, sporvogn eller metro. Og at den skal stemples igen hver gang du skifter linje. Stempelmaskinerne på busser og sporvogne er normalt gule. Generelt kan du ikke købe billet på bussen. Der findes nogle få gule billetautomater på nogle sporvogne, men reglen er, at du køber din billet inden du stiger på.

Rejser du med metro skal billetten igennem stempelmaskinen på din højre side, når du står foran indgangslugen. Du tager billetten igen og lugen åbner hurtigt for dig. Har du en kuffert eller et barn med skal du holde jer lidt tæt sammen, når I skal igennem lugen. Den lukker nemlig rimeligt hurtigt igen bag dig.

Læs detaljeret information om 100 minutters BIT billetten.

Se mere om Roms tre metrolinjer eller om, hvordan du kommer rundt med bus og sporvogn i byen.

Børn under 10 år rejser gratis med den offentlige trafik i Rom

Rejser du med den offentlige trafik i Rom med børn under 10 år, kan disse rejse gratis sammen med en voksen. Husk altid at have et pas eller andet ID-bevis med for dit barn, som du kan fremvise ved en eventuel billetkontrol.

Priser på abonnementer til den offentlige trafik i Rom

Opholder du dig flere dage i Rom og bruger du den offentlige transport meget, kan det betale sig at købe et abonnement. Bemærk at alle abonnementer skal stemples, når du påbegynder din første rejse med bus, sporvogn eller metro. Alle abonnementerne er ligesom 100 minutters BIT billetten gyldige inden for Roms bygrænser.

Det vil sige at du ikke kan bruge dem til rejser med den offentlige trafik mellem Roms centrum og Roms internationale lufthavn Fiumicino. Se hvordan du kommer fra Fiumicino lufthavn til Roms centrum.

Derimod er det muligt at bruge BIT-billetten og abonnementer mellem Roms centrum og Roms internationale lufthavn Ciampino. Dette takket være en aftale mellem de kommunale trafikselskaber. Det gør rejsen meget billigt, men turen kan også tage sin tid. Se hvordan du kommer fra Ciampino lufthavn til Roms centrum.

Roma 24H abonnement

Prisen for et 24-timers abonnementet er € 7,00. Læs detaljeret information om Roma 24H.

Roma 48H abonnement

Prisen for et 48-timers abonnement er € 12,50. Læs detaljeret information om Roma 48H.

Roma 72H abonnement

Prisen for et 72-timers abonnement er € 18,00. Læs detaljeret information om Roma 72H.

CIS abonnement

Opholder du dig i Rom i en hel uge (syv dage), kan du købe et såkaldt CIS-abonnement til € 24,00. Læs detaljeret information om CIS abonnementet.

Roma Pass

Opholder du dig i byen 48 eller 72 timer kan det måske betale sig at købe et Roma Pass. Dette kort inkluderer udover fri rejse med den offentlige transport i Roms kommune også op til to indgange til en række af Roms seværdigheder, samt andre fordele.

Her kan du købe billetter til den offentlige trafik i Rom

Du køber nemmest billetter og abonnementer i tobaksforretninger og i aviskiosker. På alle metrostationer har du også billetautomater til rådighed og på nogle metrostationer vil du også finde en billetluge.

Roma Pass kan du ikke købe i en automat, men generelt kan du finde det i tobaksforretninger,  i aviskiosker, på museer og i turistinformationer. Endelig er det muligt at bestille kortet online.


Del gerne indlægget om priser på bus og metro i Rom, hvis du kender nogen der kunne have glæde af dette.