Ferie i Rom i november – Milde temperaturer og regn

Billedbeskrivelse. November er den absolut mest regnfulde måned i Rom og temperaturerne er relativt milde. Når du holder ferie i Rom i november kan du til gengæld få glæde af de relativt lave priser på såvel flybilletter som hotelværelser. På billedet ser du Trevi-fontænen på en god novemberdag uden regn. Dem har vi heldigvis også en del af.

[wpseo_breadcrumb]

Planlæg også indendørs attraktioner til din november ferie i Rom

Selvom november normalt byder på relativt mange regnvejrsdage, kan det alligevel være en god periode til at få mange dejlige oplevelser i Rom – og man skal da heller ikke kimse af de 10°C forskel der alligevel er mellem København og Rom på denne årstid. Det er en forskel der tydeligt kan mærkes. November er måske ikke ideel til at sidde meget udendørs, men perfekt for mange til de lange oplevelsesrige vandreture i Roms centrum.

Endelig er der i denne periode generelt bedre plads i Roms seværdigheder og byen virker i det hele taget mindre befolket end i højsæsonerne.

Skulle man komme ud for mange regnvejrsdage under ferien, er det en fordel at have planlagt en række besøg på nogle af Roms indendørs attraktioner og museer.

Hvordan er vejret i november i Rom?

Gennemsnitligt er november den måned med absolut flest regnvejrsdage i Rom. Dog ikke helt så mange som i Danmark. Samtidig er det måneden, hvor der falder mest nedbør. Når solen kommer frem, varmer den dog stadig godt igennem og får temperaturen op på omkring de 15 C°. På trods af at november er kendetegnet af meget regn, byder måneden samtidig på cirka 5 solskinstimer om dagen.

Læs mere om vejret i Rom i november måned med detaljer om temperaturer, solskinstimer, nedbør med mere.

Events, udstillinger, tilbagevendende begivenheder og mærkedage i november 2022

Skal du rejse til Rom i november måned? Kom tilbage til denne side lige inden du rejser eller under din rejse til Rom og bliv opdateret om events, udstillinger og begivenheder.

Hele november måned

Vino Novello – ny vin – er på markedet

Er du glad for vino novello – ny vin, som du måske bedre kender som nouveau vin eller Beaujolais Nouveau fra Frankrig, er det i Italien hvert år muligt at købe denne type vin mellem den 30. oktober og den 31. december. Du kan finde vino novello i såvel supermarkeder, vinhandlere som på restauranter og vinbarer. Du finder dog ikke nødvendigvis denne vin på alle restauranter og vinbarer i Rom, da en del vinelskere ikke betragter vino novello som rigtig vin.

Grunden er at gæringen af vinen bliver accelereret ved at tilsætte kulsyre til de hele druer – og sådan producerer man ikke rigtig vin, mener nogle vineksperter. Andre italienske vineksperter mener derimod at den 30. oktober er en meget interessant dato, da resultatet af produktionen af vino novello kan sige noget om kvaliteten af den fremtidige vin, som produceres efter de traditionelle metoder.

Resultatet af produktionsprocessen bliver en mere frugtagtig vin, som i Rom anbefales til forretter, supper og lyst kød som for eksempel kylling, kalv eller kanin. Rejser du til Rom mellem den 30. oktober og frem til januar, er vino novello absolut en spændende vin at prøve eller at nyde til et godt måltid mad.

Store flokke af dansende stære på himmelen over Rom

Flot koreografi af dansende stære over Rom

Hvert år mellem oktober og februar kan du være heldig at opleve millioner af stære flyve over Roms himmel, hvor de tegner spektakulære koreografier. Du kan i øvrigt opleve samme fænomen forår og efterår i det sydlige Jylland, ved de vestjyske fjorde og Limfjorden.

Selvom det er et fantastisk syn at nyde ’stærenes dans’, som romerne siger, er sameksistensen mellem de mange fugle og storbylivet ikke altid nem. Mængden af stærenes efterladenskaber kan nemlig være ødelæggende for bygninger, træer og alt hvad der ellers kommer under bombardement i gaderne.

Derfor har Roms kommune et fast beredskab som i efterårs- og vinterhalvåret begrænser antallet af stære i bymidten. Blandt andet arbejder beredskabet med lyd- og lyseffekter, som dels skræmmer fuglene helt væk og dels medvirker til at flokkene bliver mindre talrige og dermed lettere at have med at gøre.

Udstilling: Site-specific installationer i Chiostro del Bramante

Originaltitel: CRAZY – La follia nell’arte contemporanea. CRAZY – Galskaben i samtidskunsten. Chiostro del Bramante er en elegant italiensk renæssance bygning fra 1500-tallet i Roms historiske centrum, der i dag fungerer som kunstmuseum. Udstillingen består af 11 installationer, som alle er skabt specifikt til omgivelserne, hvor værkerne er installeret. Der er nærmest tale om en crazy udsmykning af de smukke historiske rammer som renæssancebygningen byder på.

Da antallet af besøgene der kan få adgang til udstillingen på samme tid, er begrænset, anbefaler Chiostro del Bramante museet at du bestiller billetter på forhånd online.

Se billeder fra udstillingen på museets Social Wall.

Du kan se udstillingen mellem den 19. februar 2022 og den 8. januar 2023 i Chiostro del Bramante. Arco della Pace, 5, 00186 Roma RM, Italien. Se praktisk info til dit besøg.

Se kort promotionsvideo, hvor du kan få et indtryk af Crazy udstillingen i Chiostro del Bramante.

Udstilling: Middelalderkunst i Palazzo Barberini

Originaltitel: Dai primitivi a Filippo Lippi. Il nuovo allestimento di Palazzo Barberini. Efter en fuldstændig renovering og istandsættelse af stueetagen i Palazzo Barberini, kunne galleriet åbne dørene for publikum sidst i april 2022. Restaurerings-arbejderne har taget tre år. Der er tale om i alt 11 sale, hvor der udstillet 50 værker fra middelalderen. Det tidligste maleri i samlingen er Madonna Advocata, som stammer fra perioden 1050-1075.

Du kan besøge udstillingen fra den 29. april 2021 til den 30. juni 2023 i Palazzo Barberini Via delle Quattro Fontane, 13, 00184 Roma RM, Italien. Se praktisk info til dit besøg.

1. november: Allehelgensdag – Ognissanti

Denne dag er national helligdag i Italien. Museer, turistattraktioner, cafeer, restauranter og forretninger vil normalt være åbne.

På denne helligdag er der i Italien tradition for at familierne går på kirkegården for at mindes deres døde.

Oprindeligt var dagen for denne begivenhed den 2. november, som er Alle Sjæles Dag – Commemorazione dei defunti. I den romersk katolske tradition fokuseres der netop på de afdøde slægtninge på Alle Sjæles Dag, som er en helligdag i Vatikanstaten. Dog kan du alligevel besøge Vatikanmuseerne.

Den italienske stat har valgt kun at afholde helligdag den 1. november, hvorfor mange italienere har flyttet det traditionelle årlige kirkegårdsbesøg med familien til denne dag.

Fra 2. november: Opera: Tosca af Giacomo Puccini

Den 2., 3., 4. og 5. november 2022 opføres den klassiske lyriske opera Tosca af Giacomo PucciniTosca blev første gang opført i Teatro dell’Opera di Roma i 1900 og historien foregår i Rom, så det er en sand klassisk romersk operabegivenhed.

Du kan opleve operaen i Roms operahus – Teatro dell’Opera di Roma/ Teatro Costanzi, Piazza Beniamino Gigli, 00184 Roma RM, Italien. Information og onlinebestilling af billetter.

Se flere opera-, ballet- og koncertevents der sættes op af Roms operahus i løbet af året.

6. november: Gratis søndag på museer og seværdigheder i Rom

Den første søndag i hver måned kan du besøge flere museer og seværdigheder i Rom gratis. Læs mere om gratissøndagene i Rom.

8. november: Fuldmåne – Luna piena

Oplev det romantiske Rom som 1800’tallets rejsende. Når det er fuldmåne, kan du opleve meget betagende scener i med fuldmånen over Roms smukke pladser, paladser, kirker og antikke ruiner. En seværdighed som i 1800’tallet skulle opleves ved fuldmåne var Colosseum. Gå en lang aften- eller nattetur i Rom og oplev byen på en enestående måde.

27. november: Gratis søndag i Vatikanmuseerne

Den sidste søndag i måneden er det muligt at besøge Vatikanmuseerne gratis om formiddagen. Læs mere om gratissøndagene i Vatikanmuseerne.


Del gerne siden, hvis du kender nogen der kunne have glæde af dette.