De Kapitolinske Museer i Rom – Musei Capitolini

Er du kunstinteresseret kommer du ikke uden om samlingerne på De Kapitolinske Museer på din ferie i Rom. Er du mindre kunstinteresseret, men dyrker skønheden, vil museet også fange din interesse. Samlingerne er meget smukke og spændende, da de oftest er direkte forbundet til byens historie. Museet rummer såvel antikke kunstgenstande som værker fra middelalderen og renæssancen. De Kapitolinske Museer ligger i de to paladser Palazzo dei Conservatori og Palazzo Nuovo på Kapitolhøjen, med adresse på Piazza del Campidoglio i Roms historiske centrum.

Museets permanente udstilling er meget omfangsrig og der sættes ofte også særudstillinger op, som du kan have glæde af under dit besøg i Rom.

Reklame for seværdighed i Rom med reklame-link

Se promotionsvideo med smukke optagelser fra De Kapitolinske Museer.

Hjem > Seværdigheder i Rom > De Kapitolinske Museer i Rom – Musei Capitolini

Verdens ældste museum

De Kapitolinske Museer betragtes som det ældste museum i verdenen med adgang for offentligheden. I 1471 skænker Pave Sixtus 4. en række bronzestatuer, som blev offentligt udstillet. I løbet af de næste århundreder donerer flere paver kunstgenstande, så det bliver tale om flere samlinger. Det er dog først i 1734 at De Kapitolinske Museer åbner som et egentligt museum i en form som ligner det museum du kan besøge i dag.

De permanente udstillinger i De Kapitolinske Museer

Det kan være noget af en opgave at finde rundt i museet. For det første ligger det i de to paladser Palazzo dei Conservatori og Palazzo Nuovo og hver sin side af Piazza del Campidoglio. For det andet rummer det rigtig mange udstillingssale. For at komme fra det ene palads til det andet passerer man gennem det antikke romerske stadsarkiv – Tabularium.

I det følgende finder du en kort beskrivelse af nogle af de mest kendte sale og få udvalgte kunstværker.

Palazzo dei Conservatori

Esedra di Marco Aurelio

I denne store moderne udstillingssal finder du først og fremmest den store bronze rytterstatue af Marcus Aurelius. Statuen stammer fra det 2. århundrede og man ved faktisk ikke hvor den ført har stået. Fra det 8.  århundrede stod den ved Palazzo Laterano og i 1538 blev den flyttet til Piazza del Campidoglio, hvor den stod i cirka 400 år.

I 1990 blev den flyttet fra pladsen og ind i selve De Kapitolinske Museer. Grunden til dette var at materialet led af forvitring på grund af kontakten med storbyluften. Den Marcus Aurelius statue du i dag ser når du ankommer til Piazza del Campidoglio og indgangen til De Kapitolinske Museer er en kopi, som blev sat op i 1997. Læs mere om Esedra di Marco Aurelio på engelsk.

Sala degli Orazi e Curiazi

Denne relativt store sal er en ceremonisal, som bliver brugt den dag i dag. Mest kendt er salen nok fordi Romtraktaten her blev underskrevet i 1957. Salen fremstår tom, kun med statuer af to af Roms paver og store smukke vægmalerier. Disse stammer fra slutningen af det 16. og begyndelsen af der 17. århundrede. Læs mere om Sala degli Orazi e Curiazi på engelsk.

Se video med optagelser fra Sala degli Orazi e Curiazi.

Sala della Lupa

I Sala della Lupa finder du en bronzeskulptur i næsten naturlig størrelse af hunulven, som er et af Roms emblemer. Ulven kaldes Lupa Capitolina – Den Kapitolinske Ulvinde – og ifølge legenden diede hunulven Romulus og Remus, som skulle blive Roms grundlæggere. Læs mere om Sala della Lupa på engelsk.

Se video med optagelser fra Sala della Lupa.

Sala Delle Oche

I denne sal finder du først og fremmest bysten af Medusa, skabt af Gian Lorenzo Bernini i det 17. århundrede. I salen finder du også et meget smukt kassetteloft. Sala delle oche betyder Gåsesalen og den er dedikeret til de to romerske bronzeænder udstillet i salen. Ænderne bliver dog fortolket som gæs til minde om de legendariske kapitolinske gæs, der i slutningen af 300-tallet før Kristi fødsel reddede Rom fra de angribende gallere. Læs mere om Sala delle oche på engelsk.

Se video med optagelser fra Sala Delle Oche.

Sale degli Horti di Mecenate

Her er udstillet antikke romerske skulpturer, som stammer fra udgravninger på Esquilinhøjen. Den samme høj hvor Santa Maria Maggiore kirken i dag ligger. Et af de mest berømte værker her er bysten af Kejser Commodus som Hercules. Læs mere om Sale degli Horti di Mecenate på engelsk.

Se video med optagelser fra Sale degli Horti di Mecenate.

Pinacoteca – Sala di Santa Petronilla

På anden sal i Palazzo dei Conservatori ligger De Kapitolinske Museers billedgalleri. I slutningen af ​​det 16. og i det 17. århundrede var Rom hovedcentret for billedkunst og mødestedet for kunstnere af forskellig oprindelse. I galleriet finder du malerkunst fra denne periode af for eksempel store navne som Caravaggio, Tiziano og Pieter Paul Rubens. Læs mere på engelsk og se nogle af de udstillede værker i Pinacoteca.

Se video med optagelser fra Pinacoteca – Sala di Santa Petronilla.

Scalone

Scalone er den store trappe der blandt andet fører op til Det Lange Galleri, der løber på langs hele førstesalen af Palazzo dei Conservatori. Trappen er bygget omkring 1570 og reposerne er smukt udsmykket med antikke marmorpaneler. Panelerne stammer fra en triumfbue og viser Marcus Aurelius’ bedrifter samt portrætterer kejser Hadrian. På øverste etage, på hver side af indgangen til Pinacoteca, står to paneler med farvet marmor, der stammer fra Esquilinhøjen. Læs mere om Scalone på engelsk.

Se video med optagelser fra Scalone.

Cortile – Den indre gård i Palazzo dei Conservatori

Gården i Palazzo dei Conservatori rummer spændende eksempler på antik romersk skulptur. På den ene side kan du rester Hadrians tempel, med relieffer, der portrætterer det romerske imperiums provinser og militærtrofæer. I den modstående væg findes indlejrede rester af tre buegange, der tilhører paladsets oprindelige struktur fra det 15. århundrede.

Langs denne væg finder du også en række fragmenter fra en kolossal statue af Konstantin fra basilikaen Maxentium. Resterne af Maxentium befinder sig på Forum Romanum og man regner med at denne statue var cirka 12 meter høj. I De Kapitolinske Museer er udstillet en fod, en hånd, en arm og hovedet af statuen og det gør stort indtryk, at forstille sig den kolossale statue. Læs mere om Cortile på engelsk.

Se video med optagelser fra Cortile.

Palazzo Nuovo

Sala degli Imperatori

I denne sal må man sige at du træder ind i Romerrigets magtcentrum. Her finder du ikke mindre end 67 antikke byster og portrætter af romerske kejsere. Midt i salen står den eneste statue af en kvinde. Den forestiller Helena Augusta, som var Kejser Constantius 1. Chlorus’ elskerinde eller måske hustru. Historikerne er ikke i tvivl om at hun var mor til Kejser Konstantin den Store.

Helena Augusta er også en vigtig figur for den katolske kirke og har helgenstatus – Sant’Elena. Det hævdes nemlig at hun på en rejse til Palæstina fandt korset hvorpå Jesus var blevet korsfæstet.

Salen er en af de tidligste i De Kapitolinske Museer, da den blev åbnet for publikum i 1734. Læs mere om Sala degli Imperatori på engelsk.

Se video med optagelser fra Sala degli Imperatori.

Salone di Palazzo Nuovo

Den relativt store Palazzo Nuovo sal er uden tvivl den mest monumentale i De Kapitolinske Museer. Her finder du nogle af de smukkeste bronzestatuer og marmorskulpturer i samlingen. Blandt bronzestatuerne skal nævnes den unge og den gamle kentaur og statuerne af Æskulap og den unge Herkules. Nogle af de berømte marmorskulpturer er Kejser Augustus, der holder verden i sin hånd, Athene og den unge satyr. Læs mere om Salone di Palazzo Nuovo på engelsk.

Se video med optagelser fra Salone di Palazzo Nuovo.

Praktisk information om De Kapitolinske Museer

Adresse

MUSEI CAPITOLINI

Piazza del Campidoglio, 1, 00186 Roma RM, Italien.

Se De Kapitolinske Museer på kort over Rom.

Telefon call center mellem 09:00-19:00: +39 06 0608.

Email: info.museicapitolini@comune.roma.it.

Hjemmeside: www.museicapitolini.org.

SOME: Facebook - YouTube.

Åbningstider

  • Alle dage 09:30-19:30.
  • 24. og 31. december: 09:30-14:00.
  • 1. januar, 1. maj og 25. december: Lukket.

Hvordan kommer jeg til De Kapitolinske Museer fra Roms historiske centrum?

De Kapitolinske Museer ligger i Roms historiske centrum på Piazza del Campidoglio og du kan derfor gå til fods.

Hvordan kommer jeg til De Kapitolinske Museer fra centralstationen – Stazione Termini?

Fra Stazione Termini/Piazza dei Cinquecento kan du tage bus nummer 64 eller 40 og stå af ved Piazza Venezia stoppestedet. Herfra er der cirka 550 meter at gå til museet.

Gratis søndage på De Kapitolinske Museer

Hver første søndag i måneden kan du besøge De Kapitolinske Museer gratis. Den gratis søndag bortfalder dog hvis den falder på en lukkedag. Læs mere om gratissøndagene i Rom.

Aktuelle udstillinger i De Kapitolinske Museer

Museet har normalt en række smukke og interessante udstillinger i løbet af året.

Se de aktuelle udstillinger på De Kapitolinske Museer i Rom lige nu.


Del gerne indlægget, hvis du kender nogen der kunne have glæde af dette.

Send this to a friend