Rom – Italiens hovedstad i 150 år

Den 20. september 2020 kunne Rom fejre 150-året som Italiens hovedstad. Der blev ikke gjort meget ud af denne mærkedag, da Covid-19 situationen naturligvis umuliggør den slags festligheder. På billedet ovenfor ser du Victor Emanuel Monumentet. Monumentet er symbolet på Italiens nationale enhed, som netop blev en realitet nogle år efter at Rom blev proklameret Italiens hovedstad.

[wpseo_breadcrumb]

Rom bliver indtaget af italienske tropper i 1870

I Italien fejrer man datoen for hvornår Rom bliver Italiens hovedstad fra den dag italienske tropper indtog byen. Det skete den 20. september 1870, da de første soldater kunne trænge ind i byen ved Porta Pia.

Porta Pia er en af byportene i den antikke bymur Mura Aureliane, som i dag repræsenterer et vigtigt symbol for Rom og Italien. For Rom symboliserer Porta Pia overgangen fra at have været hovedstad i Kirkestaten til at blive hovedstad i Italien. For det samlede Italien symboliserer Porta Pia den endelige samling af hele Italien som nationalstat.

For mange romere er Porta Pia samtidig symbolet på frigørelsen fra kirken som undertrykkende statsmagt. Endelig fik angrebet på Porta Pia dengang betydning for romerne, der levede et fattigt liv. Rom gav ikke mange økonomiske muligheder for menigmand, og var helt afskåret fra de sociale og økonomiske forandringer der skete i Norditalien og i store dele af Europa.

Rom og Italiens samling

Italiens samling (også kaldet Risorgimento, som betyder ’genopstandelse’/’ny blomstring’) tager sin begyndelse i det 19. århundrede. Dels var der tale om en kulturel, politisk og social bevægelse og dels var der tale om militære kampagner. Gennem årene samles de mindre stater på den italienske halvø således under Kongeriget Italien.

Kongeriget Italien blev proklameret den 17. marts 1861 og allerede her blev Rom udpeget som ’moralsk hovedstad’. Dette på trods af at Kirkestaten stadig herskede over det vi i dag kender som Lazio regionen og byen Rom naturligvis.

Indtil 1870 var Rom hovedstaden i Kirkestaten (også kaldet Pavestaten), med Paven som øverste myndighed i et teokratisk styre. Kirkestaten med Rom som det politiske, økonomiske og religiøse centrum kan dateres tilbage til 700-tallet. Rom har derfor været Kirkestatens hovedstad i cirka 1.000 år.

Det diplomatiske spil om Rom som Italiens hovedstad

Selvom Italien nok var Kirkestaten militært overlegen, kunne der ikke sådan lige sættes et angreb ind på Rom. Den største hindring var, at Kirkestaten havde en beskyttelsespagt sammen med Frankrig. Og Italien ønskede ikke at åbne en konflikt med det militært overlegne Frankrig.

I det hele taget måtte Italien tage hensyn til de politiske interesser blandt alle de europæiske magter. Et fejlgreb med Rom, kunne udløse uønskede konflikter med andre stater.

Et andet forhold var, at det italienske kongerige ville annektere Rom, men ikke skade Paven som religiøst overhoved. De herskende ideer om et konstitutionelt monarki, hvor stat og kirke skulle være adskilte, skabte naturligvis en direkte ideologisk konflikt med Kirkestaten. Dog var mange mennesker i Italien, herunder kongen selv, overbeviste katolikker. Rom skulle derfor indtages med fløjlshandsker.

Italiens diplomati mod Kirkestaten og Frankrig

Mellem 1861 og 1870 gør den italienske stat flere forsøg på, at ’tale Paven til fornuft’ for at undgå en væbnet konflikt. Forslagene går generelt ud på at Kirkestaten opgiver Rom og at Italien blandt andet giver økonomiske og sikkerhedsmæssige garantier til den fremtidige reducerede kirkestat. Svaret fra Kirkestaten forblev negativt. Rom kunne kun afgives ved et militært nederlag hed det.

Hermed gav Kirkestaten et klart signal, ikke kun til Italien, men også til Frankrig og resten af Europa. Og det bekom Frankrig vel. For samtidig med at Italien er i kontakt med Kirkestaten, forsøger man også at overtale franskmændene. Praktisk talt med de samme garantier som over for Kirkestaten. Frankrig så dog ingen fordele i et styrket Italien og en svækket Kirkestat, og afviste også Italiens diplomatiske forsøg.

Håb om oprør blandt Roms befolkning

Op til 1870 gennemlevede Rom økonomisk krise, social armod og stor generel utilfredshed blandt befolkningen. Et af Italiens håb var derfor, at der kunne bryde uroligheder ud i byen. Italien stillede sig i denne sammenhæng som garant både for byen og dens befolkning, og ikke mindst for Pavens sikkerhed. En position som vandt gehør også i Frankrig. Men urolighederne udeblev og blev ikke lejligheden til at gøre Rom til Italiens hovedstad.

September konventionen – et stort tilbageskridt for Italien

I 1864 sætter den Franske regering trumf på og tvinger Italien til at anerkende Kirkestaten og dens suverænitet. Dette udmøntede sig i den såkaldte September Konventionen, hvor Frankrig samtidig sendte tropper til Kirkestaten. For at bevise anerkendelsen af konventionen tvinges Italien også til at flytte sin hovedstad fra Torino til en anden italiensk by. Dette skulle vise, at Italien havde opgivet målet om at gøre Rom til kongerigets hovedstad. Valget faldt på Firenze, som blev Italiens hovedstad fra 1865.

Den fransk-preussiske krig åbnede muligheden for Italien

Den 19. juli 1870 offentliggjorde Frankrig sin krigserklæring mod Preussen. Krigen gik dårligt for Frankrig, som ikke længere var i stand til at garantere for Kirkestatens sikkerhed. Dette betød blandt andet at Frankrig trak sine tropper tilbage fra Kirkestaten den 1. september 1870. Det benyttede Italien sig af og den 10. september 1870 erklæredes krig mod Kirkestaten. Kirkestatens positioner faldt hurtigt uden for Rom. Og tidligt om morgenen den 20. september kunne italiensk artilleri åbne ild mod Roms forsvarsmure.

Porta Pia falder – Breccia di Porta Pia

Der bliver åbnet ild mod flere afsnit af forsvarsmurerne. Men det var ved Porta Pia, at det italienske artilleri først fik skabt en åbning, stor nok til at lede fodfolk ind i Rom. Netop denne begivenhed kalder italienerne breccia di Porta Pia. Symbolet på, at bruddet i muren forener Rom med resten af Italien.

Paven kapitulerer hurtigt

Reelt blev det kun til et par timers sporadiske kampe inden for murene. Kirkestaten kapitulerede hurtigt over for den militære overmagt, som besatte hele byen på nær nogle få punkter. En af de centrale lokaliteter som blev overladt til Kirkestaten, var Vatikanhøjen inden for fæstningsmuren Mura Leonine. Og det var her Paven søgte tilflugt. I 1870 strakte fæstningsmuren sig helt ud til Engelsborg, men i store træk var det område som blev overladt til Kirkestaten det, vi i dag kender som Vatikanstaten.

Freden mellem Italien og Kirkestaten

Lige efter Italiens erobring af Rom anerkendte Kirkestaten ikke nederlaget. Via diplomatiet forsøgte Paven at påvirke de europæiske stormagter. Dog uden held, da spørgsmålet om Rom blev givet lav prioritet i forhold til andre konflikter i Europa. Og det lykkedes Italien at få Europas anerkendelse af Rom som Italiens hovedstad. Italien forsøgte sig i 1871 med en lov, som skulle regulere forholdet mellem de to stater. Dette forsøg blev afvist af Kirkestaten og Paven gjorde det klart, at han betragtede sig selv som Kongeriget Italiens politiske fange.

Denne tilstand fortsatte helt frem til 1929. Her lykkedes det de to stater at blive enige om den såkaldte Laterantraktat, hvor de blandt andet gensidigt anerkender hinanden og Rom som Italiens hovedstad. Kirkestaten bliver til den uafhængige stat Città del Vaticano – Vatikanstaten og der indledes samarbejder mellem staterne. Denne traktat regulerer stadig forholdet mellem Italien og Vatikanstaten i dag. I 1984 blev den revideret. Især med henblik på, at få katolicismen afskaffet som statsreligion i Italien.

Rom er den tredje Italienske hovedstad

Ved kongeriget Italiens proklamation blev Torino valgt som Italiens første hovedstad. Torino var Italiens hovedstad mellem 1861 og 1865. Efter September Konventionen blev Firenze hovedstad fra 1865 til 1871. Først i 1871 blev Rom proklameret som Kongeriget Italiens hovedstad. Men det er altså den 20. september 1870 der i dag bliver betragtet som mindedagen for Italiens endelige samling.


Del gerne indlægget, hvis du kender nogen der kunne have glæde af dette.