Ostia Antica – Den antikke romerske havneby

Den dansk-italienske Rom guide Tina Montalbano skriver her om den antikke romerske havneby Ostia Antica. Tina arbejder til dagligt som autoriseret guide i Rom og fortæller dig med glæde om byens seværdigheder. Du kan booke hende via guideirom.dk. Du kan også følge hende på Facebook, hvor hun ofte poster spændende indlæg om Rom.

Reklame for seværdighed og dansk guide i Rom med reklame-link

Hjem > Seværdigheder i Rom > Ostia Antica – Den antikke romerske havneby

Ostia Anticas historie

Cirka 25 km. Vest for Rom, ved floden Tiberens udløb i Middelhavet, ligger de storslåede ruiner af Roms antikke havneby Ostia Antica.

Traditionen fortæller, at den blev grundlagt af Roms 4. konge Anco Marzio i slutningen af det 7. årh. f. kr. som fæstningsværk for det voksende Rom.

I slutningen af republikken og i kejsertiden voksede Rom voldsomt og fik i stigende grad brug for effektiv import af varer fra middelhavsområdet. Dermed blev havnebyen et knudepunkt, hvor varer til Rom blev opbevaret og videresendt.

Da kejser Trajan i starten af 2. årh. e. kr. byggede havneanlægget ”Portus” tæt på Ostia antica til de store transportskibe, voksede Ostia antica eksplosivt og blev det administrative centrum for varemodtagelse.

Havnebyens betydning for det antikke Rom

Roms behov for varer var stort og alsidigt. Der blev importeret store mængder korn, vin, olie, marmor, krydderier, træ, vilde dyr til dyrekampe, klædestoffer, ædle metaller og meget andet.

Ostia antica havde store lagerhaller og anlæg til opbevaring og efter behov, blev varerne transporteret op ad Tiberen til Rom. Al transport blev registreret af byens embedsmænd og byen havde shippingfirmaer, hvor transport af varer kunne bestilles.

Da Ostia antica nåede sin største udstrækning i 2. og 3. århundrede, estimeres indbyggertallet til at have været omkring 50.000. Bylivet har været livligt og mange nationaliteter og religioner var repræsenteret.

I starten af 4. årh. e. kr. blev administration af vareimport flyttet til Portus og Ostia Antica mistede sit formål som havneby. Byen blev i stedet feriemål for rige romere. Efter nogle hundrede år, blev området så angrebet af malaria, at det helt blev forladt.

Det arkæologiske område Ostia Antica

I dag består udgravningerne af et areal på 150 ha. og er dermed et af verdens største arkæologiske områder. I byens gader føres vi 2000 år tilbage i tiden til en pulserende romersk by. Byen er opbygget som en traditionel romersk by med et vejnet af hoved- og sideveje. Midt på hovedgaden ligger det sociale og politiske centrum ”forum”.

Mange bygninger er velbevarede og der er stadig flere originale mosaikker og vægmalerier i byens badeanlæg og forretninger. Man kan også se rester af forskellige typer af beboelser, lagerrum, templer for forskellige religioner og et teater, der stadig benyttes til forestillinger i dag.

På området ligger et museum med fund fra Ostia Antica og Portus. Adgang til museet er inkluderet i indgangsbilletter.

Området har et cafeteria med servering af varm og kold mad samt drikkevarer.

Praktisk information til dit besøg i Ostia Antica

Gå til fakta om Ostia Antica og se hvordan du kommer den antikke romerske havneby Ostia Antica fra Rom.


Del gerne indlægget, hvis du kender nogen der kunne have glæde af dette.

Send this to a friend